Min tur til LA kommer tættere og tættere på, hvilket resulterer i at jeg glæder mig mere og mere – men også i at jeg bliver mere og mere nervøs. Det bliver en kæmpe udfordring at undvære så mange jeg elsker, når jeg er vant til at have dem omkring mig hver dag. Min familie, pigerne og alle andre som tager del i min hverdag. Men egentlig er 6 måneder jo ikke særlig meget – jeg har netop færdiggjort de bedste 3 år i gymnasiet, og de er gået så hurtigt at ikke føler jeg nød det nok. Men hvor ofte husker man at stoppe op og virkelig sætte pris på dagen? Jeg glemmer det. Derfor tror jeg også at de her 6 måneder kommer til at gå så hurtigt at før jeg får set mig om, er jeg hjemme igen.
Det er lige før jeg har overvægt af bekymringer – hvad hvis nu jeg ikke passer ind? Hvad hvis nu ingen omkring mig derovre siger mig noget? Hvad nu hvis jeg mislykkedes fuldstændig? Og mest af alt – hvad hvis nu jeg ændrer mig? For folk ændrer sig, og alle mine nærmeste skulle jo også gerne være der for mig når jeg kommer hjem igen. Men jeg ved også godt, at hvis man siger ”hvad nu hvis” til alt, er det jo umuligt at leve. Jeg kæmper derfor med at banke fornuft ind i mit hoved. Jeg kommer til at få en fantastisk og anderledes oplevelse, jeg kommer til at møde nye mennesker fra hele verden og jeg kommer hjem med en masse minder i baggagen. Bør det ikke være det jeg fokuserer på? Selvfølgelig bliver det ikke kun en dans på roser, men sådan er livet herhjemme jo ærlig talt heller ikke. Det bliver hårdt og udfordrende, men det er jo netop det jeg søger og det jeg behøver.
Til dem som vil komme og sige farvel i lufthavnen (hvilket jeg virkelig ville sætte pris på), så rejser jeg klokken 06.00 d. 20. september – altså er jeg i lufthavnen klokken 04.00 for at tjekke ind, og det er derfor deromkring jeg skal tage afsked. Hvis der er noget jeg er dårlig til, er det at sige farvel...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar