Jeg er midt i thanksgiving ferien. En tid hvor vi husker hvad vi er taknemmelige for: Jeg er taknemmelig for min familie og mine venner derhjemme, som støtter mig I alt jeg gør. Jeg er især taknemmelig for mine forældre, som gav mig muligheden for at komme til LA. Jeg er taknemmelig for alle de nye mennesker jeg har mødt her, og taknemmelig for, hvad de tilføjer til min hverdag. Jeg er taknemmelig for The Coffee Bean, som altid giver mig den bedste Chai tea latte! Jeg er taknemmelig for mit helbred, kærlighed og livet.
Onsdag blev hovedsageligt brugt på at skrælle kartofler til 170 mennesker – OM jeg var øm i min højre arm dagen efter. Men jeg gjorde en god gerning, og vi fik en fantastisk omgang kartoffelmos ud af det. Efter en hyggelig middag på skolen tog Elise, Marieke (Holland) og jeg til Sharkeez i Manhattan Beach og havde en super god aften med en masse af de andre elever. Torsdag var den egentlige thanksgiving dag, så jeg var med Antoinette og John hjemme hos Antoinettes mor til thanksgiving dinner. Det var rigtig sjovt at prøve, og maden var super god – sweet potato pie med marshmallows er dog noget mærkelig noget. I dag fredag har stået på ren afslapning samt filmaften med Elise, Marieke og Erik.
"Var det ikke ideen med bogen? At kvinder skulle indse: Vi er bare to mennesker. Der er ikke så meget, der adskiller os. Ikke nær så meget, som jeg gik og troede."
Jeg har lige afsluttet bogen ”Niceville” af Kathryn Stockett hvor citatet er fra. Den handler om den nye racelov i 60’ernes Mississippi. Om den skræk og rædsel de sorte levede i, og om livet som tjenestepige hos en hvid familie. En virkelig fantasisk og rørende bog, som jeg stærkt anbefaler. Og hvor har hun ret: ”Vi er bare to mennesker. Der er ikke så meget, der adskiller os.” Det kunne jo handle om alle os andre og ikke kun forskellen mellem en sort og hvid kvinde i Jackson i 1964.
Imorgen skal jeg til USC for at opleve en ægte football kamp - og så endda mod rivalerne fra UCLA. Næste uge byder på Grammy Nominations Concert samt en tid hos fysioterapeuten...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar